Gallo-romersk kultur

Udtrykket gallo-romersk kultur bruges om den romersk prægede kultur i Gallien. Den udviklede sig under romaniseringen af befolkningen i tiden efter Julius Cæsar, og den var kendetegnet af gallernes overtagelse eller tilpasning af romerske skikke og levevis på gallisk grund.^[1] Den godt undersøgte blanding af kulturer i Gallien giver historikerne en model, der kan bruges som sammenligningsgrundlag for romaniseringen i andre, mindre godt undersøgte romerske provinser.^[2]

I realiteten var der tale om, at tre forskellige kulturer (gallernes, grækernes og romernes) blev blandet, så der opstod ikke én ny kultur, men en række forskellige kombinationer inden for religion, sprog og kunst. Tydeligst skete det i regionen Gallia Narbonensis, der senere blev til Occitanien, mens Aquitanien var mindre påvirket. Efter at frankerne havde erobret det romerske Nordgallien, udviklede befolkningen dér en merovingisk kultur, som ikke rigtigt kan regnes med til det gallo-romerske kulturområde. Den romerske livsform, der var centreret omkring bylivets begivenheder og kulturelle forpligtelser (res publica), og om det ret luxuriøse liv i de selvforsynende, landlige romerske villaer, holdt sig længe i de gallo-romerske områder.

1. ^ Se G. Woolf, Becoming Roman: The Origins of Provincial Civilization in Gaul, 1998 ISBN (engelsk)
2. ^ Moderne fortolkninger reviderer den tidligere påståede spaltning mellem romanisering og modstand. Det sker især under indtryk af indtryk af arkæologien, dvs. på grundlag af håndgribelige levn efter hverdagens forbrugsmønstre. Se f.eks. Woolf 1998:169-205, som understreger betydningen af fundene i Vesontio/Besançon (engelsk)